Med Lillebæltsbroen skiftede Middelfart atter karakter. Den store landevej omkring år 1800 havde fået byen til at vokse mod øst. Jernbanen med station på Banegårdsvej trak villakvarterer og industri op i købstadens nordøstlige hjørne. Efter 1935 voksede byen nu mod syd på begge sider af Brovejen.
Omkring Brovejen opstod hurtigt en række virksomheder, der skulle servicere motorfolket. Den store banegårdsrestaurant havde DSB lagt ude ved Lillebæltsbroen, men i skovene opstod rastepladser med iskiosker mv. Tankstationer lå som perler på en snor fra broen, ikke mindst hvor de gamle veje mødte Brovejen.
I 1930erne, 1940erne og 1950erne piblede villaer og parcelhuse frem, og det var langs Brovejen, at byen fik sine første boligforeningsejendomme. Først med rækkehuse, siden med etageejendomme, som man kendte det fra større byer. Men industrien flyttede ikke med. Den bredte sig i stedet på de forladte banearealer omkring den gamle banegård.
For Strib, der var vokset op omkring jernbane og færge, betød Lillebæltsbroen, at byen gik i stå. En passagerfærge til Fredericia sikrede dog stadig en forbindelse over bæltet med adgang til arbejdspladser og skoler og gymnasium. Men byen stagnerede.
På Jyllandssiden kom de store hovedveje til Kolding og Fredericia til at gå langt uden for byen.
Fredericia Byråd tog bestik af situationen og udskrev i 1929 en byplankonkurrence for at sikre en harmonisk udvikling af byen. Betydningen af gode indfaldsveje blev et resultat af arbejdet, og udviklingen af Vejlevej og vejen til Snoghøj blev prioriteret højt.
Fredericia var i 1930erne i fuld ekspansion uden for voldene med etagebyggeri og villaer, der skød op som paddehatte, og i den bevægelse blev også inddraget områderne mellem volden og banegården.
Heller ikke i Fredericia flyttede industrien ud til den nye banegård. Det gamle lokale jernbanenet til de store virksomheder blev bevaret, ligesom godsekspeditionen blev liggende, hvor den altid havde ligget.
