Bygningen af Den Nye Lillebæltsbro afsluttedes for 50 år siden. Det er ikke så længe siden, at det er blevet spændende ”gamle dage”, men alligevel for langt væk til at være dagligdag i dag. Ifm. broens 50-års jubilæum i 2020 gennemførte Middelfart Museum en række interviews med personer, der havde medvirket i brobyggeriet. Lydoptagelser af deres erindringer samt indleverede dokumenter opbevares nu i Middelfart Byarkiv.
Du kan høre nogle kortere lydklip med fem forskellige broarbejderes erindringer ved at klikke her.
Broarbejderne fortæller, at der ikke var meget fokus på sikkerheden på arbejdspladsen, men at arbejdsmiljøet generelt var godt. Der var mange unge mænd ansat på byggeriet, og de fleste fandt spænding og glæde ved det ikke ufarlige arbejde. En broarbejder fortæller, hvordan de løb om kap op ad arbejdsbroerne - en såkaldt "catwalk" - til toppen af tårnene, en anden at de sprang mellem endnu ikke sammensvejsede vejbanesektioner, der hang i luften. Det var forbudt at drikke på arbejde, hvilket mange broarbejdere fremhævede som en god ting. Dog fortæller én broarbejder, at de smuglede øl med op i værktøjskassen og skjulte de tomme ølflasker inde i vejbanen...
1960erne var generelt opgangstider, hvor blandt andet industrien var i vækst. Reallønnen steg. Timelønnen for en jord- og betonarbejder lå i 1963 på 7,74 kr, i 1971 på 18,55 kr. I løbet af 1960erne blev der stigende mangel på arbejdskraft. Men da såvel Brokonsortiet som Monberg & Thorsen var lønførende blandt provinsens entreprenørfirmaer, havde man ikke problemer med at skaffe den ønskede arbejdskraft.
Boligsituationen synes at have været bedre end i 1930erne, da man byggede den første lillebæltsbro. KFUM oprettede en barakby – ”et arbejderkollegium” - på den tidligere campingplads Bøgehøj på Fynssiden. Her var plads til 150, hvoraf byggeriet på Den Nye Lillebæltsbro tegnede sig for de 100 og motorvejsanlægget for de 50. Herudover udlejede mange private et værelse eller to. En hel del af arbejderne, f.eks. af jord- og betonarbejderne var desuden lokale og havde derfor i forvejen bolig og hjem i nærområdet.
Publikum og presse var betaget af de store højder. Det var farligt, og der var dødsofre blandt brobyggerne. Men måske lige så farligt var det arbejde, der foregik i trykkamrene under sænkekasserne. Dykkersyge var en reel fare, og de fleste af dem, der arbejdede dernede, fik den at mærke. Det var noget, man også havde kendt ved 1800-tallets broer, og grunden til, at Monberg & Thorsen ved den første bro valgte den helt specielle sænkekasseløsning. Tilsyneladende kom alle trykkammerarbejderne ved Lillebæltsbroen dog over det uden men. Og den forhøjede timeløn var et gode, man satte pris på.
Der døde 3 mand undervejs – alle på grund af fald. Rent statistisk var dødstallet mindre end forventet, da såvel broarbejde som de højder, man arbejdede i, betød, at arbejdspladsen lå i højrisikozonen.
Hvor mange arbejdere, der egentlig har været med, vides ikke. Under bygningen af viaduktfag og hovedtårne med brokonsortiet som entreprenør, var der gerne 200-250, der arbejdede på byggeriet, dog reduceret til ca. 100, når det dårlige vintervejr satte ind. I 1968 synes der generelt at være ca. 100 mand ansat.
Monberg & Thorsen tog over i december 1968 for at stå for overbygningen. De startede med 20 mand, men antallet forøgedes løbende, lidt afhængig af de opgaver, der skulle løses. Da vejbanesektionerne blev monteret, havde de 100-140 mand i gang. I sommeren 1971 var der ansat 137 malere til at male broen, 85 montagearbejdere og 30 asfaltarbejdere.
