I mellemkrigsårene fik man en nybyggerbølge af større danske broer. Efter byggeriet af Lillebæltsbroen var gået i gang, kom Limfjordsbroen 1930-33 og Guldborgsund 1933-34. I 1935, samme år som Lillebæltsbroens indvielse, blev Kronprins Frederiks Bro ved Frederikssund indviet. Storstrømsbroen, der var blevet nedprioriteret i forhold til Lilllebæltsbroen, blev påbegyndt i 1932 og stod færdig i 1937. Oddesundbroen kom i 1938, Vilsundbroen i 1939, Mønbroen og Aggersundbroen i 1942.
Det var Anker Engelund, brobyggeren over alle brobyggere, der tegnede disse broer, og det flittige brobyggeri betød, at flere danske ingeniørfirmaer fik en ekspertise, som de siden kunne bruge til at få store opgaver andre steder i verden. Flere af disse broer blev bygget som kombinerede jernbane- og færdselsbroer, i en tid, hvor jernbanen i transportmæssig henseende langt overgik bilismen. Men det vendte i 1950erne. Nu måtte der tages højde for helt andre trafikmængder på vejene.
Biltrafikkens gennembrud betød, at man måtte have et helt nyt vejsystem gennem Danmark. Det kom med motorvejene. Det startede i hovedstadsområdet i 1950 med Hørsholmmotorvejen. I 1959 nedsatte man et vejplans-udvalg, der lancerede det såkaldte ”Store H”: Motorveje fra Helsingør til Rødby, fra Aalborg til grænsen og en tværgående vej fra København til Østjylland.
Flere Engelundprojekter blev taget frem af mølposen og virkeliggjort i efterkrigstiden: Langelands-broen indviet 1962, Svendborgsundbroen 1966 og endelig Sallingsundbroen bygget 1973-77.
Lillebæltsbroen var allerede først i 1950erne en flaskehals for biltrafikken. Køerne på de store feriedage kunne strække sig 20-30 km på begge sider, og et uheld på broen lammede trafikken totalt. Køerne ud ad Brovejen havde dog én fordel: De lokale børn fik fyldt deres hæfter med nummerplader... Men en motorvejsbro over Lillebælt i forbindelse med den øst-vestgående motorvej i ”Det Store H” var uomgængelig.
