Landfag er betegnelsen for de jernkonstruktioner, som fører trafikken fra dæmningen op til Lillebæltsbroens ståloverbygning. Støbearbejdet varede fra juni 1930 til april 1934. Først på Jyllandssiden, herefter på Fynssiden. Ved betonstøbningen blev der taget ny teknologi i brug i hidtil ukendt omfang. Det manuelle arbejde blev indskrænket til det mindst mulige. Der var elektriske drevne kraner og elevatorer, blandemaskiner og bukkemaskiner. Intet af dette var dagligdag på datidens byggepladser.
Cement og byggematerialer ankom med skib direkte på byggepladsen, der anløb interimistiske kajanlæg. Et transportbånd førte byggematerialerne op til et blandeanlæg. Betonen blev hejst op med en elevator i det 54 meter høje støbetårn. Det blev kippet ud i en silo og gled gennem ophængte, skråtstillede render hen til det sted, hvor den aktuelle støbning foregik. Renderne kunne forlænges og forkortes, vendes og drejes efter ønske. Jernbindere klippede rundjern, hvorefter det blev bøjet og bundet i de ønskede længder og former. Ved selve støbearbejdet var der en arbejdsproces, som man endnu ikke kunne, nemlig betonvibration. For at sikre massiv udstøbning uden lufthuller måtte jord- og betonarbejderne udstikke alle støbningerne.
Genbrug af stilladskonstruktioner var også nyt. Til alle otte buefag blev anvendt to stilladskonstruktioner. De var inddelt i elementer, der hver for sig dannede en stabil konstruktion. Også støbeformene var justerbare. Stilladserne blev flyttet med en kørende tårnkran. Landbuernes spændvidde varierer fra 40 meter til 32. Pillehøjderne fra 24,5 til 15 meter. Tryk og træk fra tog og vejfærdsel overføres til konstruktionen gennem fire adskilte buer: en for hvert spor med en bredde på 3 meter, og en for hver kørebane med en bredde på 1,5 meter.
På begge sider af bæltet er landpillerne anbragt på strandbredderne. De hviler på 192 jernbetonpæle. Lillebælt har stejle undersøiske skrænter, mest på Fynssiden. Derfor er der på begge kyster nedrammet en jernspunsvæg på henholdsvis 4,5 meter og 17 meter.
Da man i maj 1932 var færdig på Jyllandssiden, blev de to buestilladser med en flydende kran fragtet til den fynske kyst. Jordbundsforholdene var her langt sværere, for skrænten bestod af sandsten og skifer. To jernsspunsvægge blev i en oval rammet 18 meter ned med 3 meters mellemrum, udstøbt massivt med beton. Med luftspader blev der boret 16 meter ned under Lillebælts vandspejl og landpillens fundament derefter massivt udstøbt som en 28 meter høj betonblok. Dermed var hele betonkonstruktionen sikret, uanset alle påvirkninger på land eller i Bæltet.
