Lillebælt er 125 km langt og forbinder Østersøen med Kattegat. Indtil 1935 skulle man sejle over bæltet, når man skulle til og fra Jylland. På det bredeste sted er Lillebælt 30 km, mens det smalleste sted ligger ved Snoghøj og er 712 meter.
Forskellige forslag
Der gik 80 år fra forslaget om bro over Lillebælt første gang blev fremført i Folketinget, til statsminister Thorvald Stauning i 1935 kunne deltage i indvielsen. I december 1855 diskuterede Folketinget et forslag om jernbane over Fyn til Jylland. Oberst Anton Tscherning førte ordet og foreslog jernbanen ført i en tunnel under Storebælt og en hængebro over Lillebælt. Forslaget var dristigt, men ikke urealistisk: Hængebroer havde været bygget i England siden 1820, og her havde man også bygget en tunnel under Themsen. Desuden havde man generelt i Europa en århundredelang tradition med at bygge minegange. Tscherning fik dog ingen politisk opbakning for sine forslag. I 1862, da planerne for jernbanen tværs over Fyn skulle forhandles færdig, blev løsningen at indsætte dampfærger med plads til jernbanevogne over begge bælter.
I 1883 var erfaringerne med jernbanebroer så gode, at DSB undersøgte mulighederne for at bygge en fast broforbindelse over Lillebælt. Der blev lavet opmålinger og pejling af bæltet, strømforhold, bundforhold samt tælling af passerende skibe. Strømhastigheden var max. 5,7 km i timen eller 94 meter i minuttet. Det betyder også, at der i tilfælde af isvintre kan opstå meget stærk isgang. Som brolinie blev der peget på bæltets smalleste sted. Dette sted havde samtidig den fordel at være det mest isfri sted, idet undersøgelser viste, at is bliver brudt på begge sider af linien og sammenskruet andre steder. Projekteringen fortsatte med et forslag til en dobbeltsporet jernbanebro over Lillebælt, udført af overingeniør Tegner. Han forestillede sig en cantileverbro som højbro med en gennemsejlingshøjde på 33 meter og en længde på 840 meter. Desuden skulle der opføres en centralstation for jernbanen i Taulov. Forslaget blev aldrig ført ud i livet.
Et nyt skrivebordsprojekt så i 1899 dagens lys, denne gang som enkeltsporet jernbanebro. Udbygningen af det danske jernbanenet havde øget presset på Lillebæltsoverfarten, sammen med en øget godsmængde grundet billigere takster for godsforsendelse over længere strækninger. DSB forsøgte forgæves at presse Folketinget til brobyggeriet, fordi trafikpresset ellers krævede to færgeruter hhv. fra Gedser til Tyskland samt fra Kalundborg til Århus.
Der kom i årene efter mere eller mindre gode projektforslag. I 1905 et forslag om en rørtunnel fra Lyngsodde til Stavrby, nærmest med en brolinie som vejbroen fra 1970. Eller i 1923 et forslag om at lave en kanal mellem Kolding og Vesterhavet og lede Lillebælt denne vej! Skibsfarten skulle primært bruge kanalen og dermed kunne man nøjes med en lavbro fra Snoghøj til Kongebro med en gennemsejlingshøjde på 10,5 meter. Broen skulle være i to etager med dobbeltspor foroven og landevej forneden – samt tæt på Snoghøj et hejsefag for større skibe. Danmarks Rederiforening tog kraftig afstand og krævede under alle omstændigheder en højbro. Med bæltets stærke strøm var det umuligt at ankre op, og en lavbro var til fare for påsejling og havari.
Hængefærge over Kielerkanalen ved Rendsburg.
Princippet med at forsyne en jernbanebro med en hængefærge til overførsel af biler og passagerer kendes fra jernbanebroen over Kielerkanalen ved Rendsburg, hvor hængefærgen hænger i lange kabler under en højbro - i modsætning til forslaget til Lillebæltsbroen, hvor hængefærgen tænktes monteret direkte under broen.
Projektforslag til Lillebæltsbroen med hængefærge.
Hængefærgen var her tænkt ophængt direkte under broen som en form for svævebane til overførsel af biler.