Jo Jacobsen, der som datter af en åleskipper, blev født ved Teglgård i Middelfart i 1884, kom således i sin barndom tæt på marsvinjægernes sidste års liv og virke. Hun har skrevet en skønlitterær beretning med titlen ”Marsvinjægerne, der udkom på Henrik Koppels Forlag, København 1928. Værket, der er på 346 sider, beskriver marsvinjægerfamiliernes hverdagsliv på godt og ondt. Personerne er fiktive, men dog realistiske figurer, der uden tvivl mere eller mindre bygger på træk fra kendte personer. Hun kommer også tæt på selve marsvinjagten.
Jo Jacobsen var i øvrigt en ganske kendt person i datidens kulturmiljø. Hun kom gennem sit ægteskab med brygger Vagn Jacobsen fra Carlsbergdynastiet ind i de højere kredse i København. Efter sin skilsmisse var hun stærkt optaget af psykoanalyse og seksualoplysning. Hun bidrog med engaggeret med skrifter herom og deltog i den offentlige debat på linje med forfatteren Thit Jensen. Hun skrev endvidere nogle socialt orienterede romaner. I nogle af hendes senere leveår vendte hun tilbage til fødeegnen og bosatte sig på Fænø. Hun døde i 1963.
Marsvinbrønden er skabt af kunstneren Hans Olsen (1902-1983) og opstillet på Fisketorvet i Middelfart i 1957. Den står midt i den ældste bydel tæt på Smedegade, Knorregade, Gl. Vestergade og Brogade – de smågader, hvor marsvinjægerne gennem generationer boede.
Initiativtager var den kunstinteresserede politimester Thomas Beckett, der kom til Middelfart lige efter 2. Verdenskrig. Sammen med formanden for byrådets forskønnelsesudvalg, plejer W. Schaff fik de støtte til projektet i Ny Carlsbergfonden.
Achton Friis har i sit store og smukke værk ”Danmarks store øer” i bind 1 en beskrivelse fra året 1934 af den gamle marsvinjæger Henrik Pedersen:
”Den 75-årige Henrik Pedersen i Middelfart, er den ene eneste tilbageværende af de ægte, gamle 'marsvinsjavvere'. Han bor i byens vestlige del, hvor alle hans fæller i sin tid havde deres bopæl. Hans fader hed Herman Pedersen og var lods på stedet med en årsgage på 250 kr. Han havde fem sønner, som alle var fiskere. De var store vovehalse og vidt berømte under navnet ’Hermanerne’, hvilket senere ændredes til ’hermændene’. Den gamle Henrik Pedersen, som er den eneste nulevende af brødrene, dyrker endnu fiskeriet med liv og lyst – op hver morgen kl. 4 og ud på makrelfangst, ene i sin åbne sejljolle! Han kaldes ’makrelkongen’, fordi han sidder ind med rekorden på stedet for dette fiskeri. Når han vender hjem fra sine dravater henimod middagstid, har spist og sovet til middag, går han på ’Børsen’, to lange bænke nede ved havnen, hvor han hver eneste dag mødes til mundstævne med andre af havets gamle helte og snakker skiv.
Den gamle er den dag i dag en prægtig type og en af de stouteste karle, jeg har set. Da jeg spurgte ham ud om marsvinfangstens strabadser i de kolde vinterdage, rystede han på hovedet – det er en stor fejltagelse, at det skulle være værre end fiskeriet, tværtimod! Under jagten var man altid i bevægelse og kunne nemt holde varmen. Det hændte, at folk drak for meget af brændevinsdunken efter sådan en færd, og det var da snarest selskabeligheden, der gav anledning til strabadser! Nej, den ensomme fisker i sin sejlbåd ved vintertid, det er en anden tørn! Hvor ofte er han ikke selv kommet hjem langt ud på natten efter en døgnlang tur i 5-6 graders frost med en overiset båd og så forkommen, at hårene på hans hænder og håndled strittede af et tykt lag rim!”
Litografi af Johannes Larsen.